Line Hansen

Line i laboratoriet
Illustration af nanopartikler der binder til overfladen på en kræftcelle
Jernoxid nanopartikler set under mikroskop. Skalaen viser størrelsen af nanopartiklerne.

Line startede på nanoscience-studiet i 2005. Allerede under sit specialeprojekt fik Line en interesse for udvikling af nanopartikler. Derfor valgte hun at arbejde videre med dette under sit ph.d.-projekt, som hun afsluttede i vinteren 2015. Lines ph.d.-projekt gik ud på at bruge magnetiske jernoxid nanopartikler til at genkende kræftceller. Hun valgte projektet, fordi hun godt kan lide at arbejde på grænsen mellem fysik, kemi og molekylærbiologi.

 

Jernoxid nanopartikler øger kontrasten ved MR skanning

Magnetisk Resonans (MR) skanning er en teknik, der ofte bruges på hospitaler til at undersøge patienter, ligesom et røntgenbillede. Men hvor røntgenbilleder bliver lavet ved at sende radioaktive stråler gennem kroppen, bruger en MR skanner magnetiske felter og radiobølger til at danne et billede af kroppen.

Jernoxid nanopartikler kan bruges til at gøre MR-billeder bedre. Det er meget små partikler, typisk mindre end 100 nanometer, det vil sige 0,0000001 meter, men udover at være meget små er jernoxid nanopartikler også magnetiske. Det betyder, at de udsender et magnetisk signal, som kan opfanges af en MR-skanner.  Derfor øger jernoxid-partiklerne kontrasten i MR-skanneren – de er altså med til at lave et skarpere billede. Denne egenskab ved jernoxid nanopartikler ville Line udnytte til at genkende kræftceller ved hjælp af MR skanning.

 

Jernoxid partikler kan ”genkende” kræftceller

Jernoxid nanopartikler kan ikke af sig selv genkende kræftceller. Derfor satte Line forskellige molekyler, som kan binde til kræftceller, fast på overfladen af jernoxid nanopartiklerne. På den måde kan jernoxid nanopartiklerne binde til kræftcellerne, og kræftcellerne bliver synlige ved en MR skanning. Dermed er det muligt, ved hjælpe af jernoxid nanopartikler, at opdage og diagnosticere kræftknuder tidligt.

 

Karakterisering af jernoxid nanopartikler

En stor del af Lines tid er gået med at udvikle og karakterisere jernoxid nanopartiklerne. Hun udviklede partikler med forskellige størrelser og testede deres evne til at øge kontrasten ved MR skanning. Derudover testede hun også partiklernes evne til at binde til forskellige typer kræftceller.

Til at karakterisere jernoxid nanopartiklerne brugte hun forskellige maskiner til at undersøge størrelsen, overfladen og krystalstrukturen af partiklerne.

Det lykkedes Line at udvikle jernoxid nanopartikler, som binder til kræftceller, og derfor er det måske muligt at genkende kræftknuder ved MR skanning med jernoxid nanopartikler i mennesker. Dette havde Line dog ikke mulighed for at teste.

 

Nu er Line ansat på iNANO som Postdoc, hvor hun arbejder med at indkapsle antibiotika til behandling af biofilm-infektioner. Hun bruger en stor del af den erfaring, hun har opnået under sin ph.d. på sit nuværende arbejde.

Skrevet af Cecilie Kirkeby Skeby

Hvis du har spørgsmål til iNANOs formidlingsaktiviteter kontakt venligst besoegsservice@inano.au.dk.