Undervisningsmateriale

Inkluder nanoteknologi i din egen undervisning. Her finder du materiale du kan bruge enten direkte eller som inspiration til undervisningsforløb om nanoscience på både folkeskole- og gymnasieniveau.

Her kan du finde inspiration til at lave et undervisningsforløb om nanoscience for dine egne elever i f.eks. fysik, kemi eller bioteknologi. Du kan også som elev finde inspiration og ny viden om nanoscience og naturvidenskab generelt.

Formålet med magasinerne er at introducere eleverne til nanoteknologi og den spændende forskning som på sigt vil præge deres hverdag. Med det indblik som magasinerne giver eleverne, bliver de bedre i stand til at forstå, hvad nanoteknologi er og hvad nanoteknologi ikke er, da der tegnes et realistisk billede af de muligheder, vi har nu og i fremtiden. Mange vil forhåbentlig indse, at naturvidenskab kan være både fascinerende og yderst interessant.

Vi har tilstræbt os at præsentere de udvalgte historier på en faglig let tilgængelig måde med gode illustrationer, som er med til at gøre layoutet indbydende for eleverne. Vi håber, at magasinerne kan give et godt afsæt for en diskussion med eleverne om, hvad nanoteknologien kan bidrage med i fremtidens samfund.


Klik på billedet for at læse eller downloade hæftet.

Nano - hvad er det?

Et undervisningsmagasin om nanoteknologi som introducerer størrelsesskalaen, historien om nanoteknologiens udvikling, teknikkerne og instrumenterne der bruges og eksempler fra den virkelige verden på en spændende og lærerig måde.

Hæftet er skrevet så det egner sig til undervisningen i folkeskolens ældste klasser samt til undervisningen i de gymnasiale uddannelser. Til hæftet er der udviklet både en lærervejledning og et sæt elevopgaver, som en hjælp til nemmere at kunne inddrage nanoscience i undervisningen.

Her kan du online læse eller downloade en pdf med Lærervejledningen til "Nano - hvad er det?" og Elevopgaver til "Nano - hvad er det?".

Klik på billedet for at læse eller downloade hæftet.

Nanoteknologi - 12 historier om den nyeste danske nanoforskning

Hæftet giver en introduktion til de mange forskellige forskningsområder indenfor nanoscience. Det indeholder 12 eksempler på forskning udført ved iNANO, Aarhus Universitet og Aalborg Universitet. Udover de enkelte forskningsprojekter er der også en introduktion til nogle af de teknikker der er vigtigst inden for nanoscience.

Hæftet egner sig bedst til undervisningen i de gymnasiale uddannelser. Artiklerne er skrevet af de forskere der arbejder med emnerne i laboratorierne til daglig, så man får det bedste indblik i, hvordan forskningen foregår.

Her kan du online læse eller downloade word- eller pdf-filer med undervisningsmateriale til hver af de 12 historier.


Links til eksterne sider med interessant materiale der kan inddrages i undervisningen.

Scale of the Universe - En fantastisk, skalerbar hjemmeside, til at zoome ind helt ude fra galakserne ind til kvarkerne i atomer, for at få en ide om forhold mellem størrelser: http://htwins.net/scale2/

Science, Optics & You - Prøv et virtuelt mikroskop: http://micro.magnet.fsu.edu/primer/java/scienceopticsu/virtual/translational/index.html

Nano.gov - Engelsk hjemmeside med undervisningsmateriale om Nanoscience: http://www.nano.gov/education-training/teacher-resources

Vektorer og carbon nanotubes - Morten Laursen fra Nakskov Gymnasium har udviklet noter om vektorregning og nanotubes til brug i fagsamarbejdet fysik/matematik. Vi tænker, at det måske kunne være interessant for andre gymnasielærere at se, hvordan man kan benytte vektorregning til et helt moderne emne. Du kan hente noterne her: Vektorer og carbon nanotubes.

Ligger du inde med undervisningsmateriale i nanoscience og nanoteknologi, og er du villig til at dele dette med andre undervisere, så er du meget velkommen til at indsende det til besoegsservice@inano.au.dk.

Hvis du har spørgsmål til iNANOs formidlingsaktiviteter kontakt venligst besoegsservice@inano.au.dk.