Aarhus University Seal

Maria Færch Jensen

Bachelor i nanoscience

Maria Færch Jensen startede på nanoscience-uddannelsen i 2011 og er blevet bachelor tre år senere. Hun har lavet sin bacheloropgave sammen med 5 andre bachelorstuderende. Gruppen kalder sig Team Detector Gadget, fordi deres bachelorprojekt handler om at lave en detektor eller en biosensor. Gruppen deltog i en konkurrence, der hedder BIOMOD, som hvert år afholdes på Harvard. Her har de præsenteret deres bacheloropgave og vundet tredjepladsen i kategorierne ”hjemmeside” og ”video”. Du kan se deres video via linket her.

En biosensor der kan være med til at diagnosticere depression

Gennem deres bachelorprojekt er det lykkes Maria og de andre bachelorstuderende fra Team Detector Gadget at lave en succesfuld biosensor. En biosensor er et system, der kan detektere et biologisk materiale og lave det om til et signal, som kan aflæses. Mange biosensorer giver kun et ja/nej-svar. Som eksempel kan nævnes en graviditetstest. Den svarer blot på, om man er gravid eller ej. BIOMOD-holdet har valgt at arbejde på at detektere et molekyle, der hedder S-adenosylmethionine. Koncentrationen af dette stof i blodet er blevet forbundet med depression. 

Hvis man har en lav koncentration af S-adenosylmethionine, er der en større risiko for depression. Derfor er stoffet også blevet brugt som medicin til behandling af depression i flere år. Team Detector Gadget har gerne villet lave en biosensor, der kan detektere forskellige koncentrationer af S-adenosylmethionine og ikke bare give et ja/nej-svar.

Hvordan virker biosensoren?

Gruppens biosensor består af tre dele: genkendelsesmodulet, transducermodulet og fluorescensmodulet. Læs mere om hvad biosensoren er opbygget af i fakta-boksen.

Genkendelsesmodulet kan binde til S-adenosylmethionine, og når det sker, ændrer det sin struktur, så det får en bestemt 3D-form. Dette kaldes foldning. Når genkendelsesmodulet binder til S-adenosylmethionine og folder, påvirker det transducermodulet til også at folde på en bestemt måde. Dette medvirker til sidst, at fluorescensmodulet også folder og laver en 3D-form. Når fluorescensmodulet er foldet i sin specifikke struktur, kan det binde en fluorofor. En fluorofor er et molekyle, der absorberer lys med en bestemt bølgelænge og udsender lys med en længere bølgelængde. Se figuren ovenfor. Dette lys kan så detekteres med et apparat, der kaldes et fluorometer. På billedet med Maria kan man se fluorometret i baggrunden.

Bindingen af S-adenosylmethionine til genkendelsesmodulet sætte en lille kædereaktion i gang, som ender med, at fluorescensmodulet binder en fluorofor, som kan detekteres. Gruppen har fundet et bestemt genkendelsesmodul, der kan give en signalstyrke af det udsendte lys fra fluoroforen, som afhænger af koncentrationen af S-adenosylmethionine. Det betyder, at gruppen har nået deres mål om at lave en biosensor, der kan måle koncentrationen af S-adenosylmethionine. 

Skrevet af Christina Krogsgård Nielsen

Hvis du har spørgsmål til iNANOs formidlingsaktiviteter kontakt venligst besoegsservice@inano.au.dk.